Spørgsmål og svar fra parvis.dk

Emne: Smerten holder ikke op – halvandet år efter brud med utro ex-kone

Hej

Jeg er 48 år – og blev forladt af min kone i en støvsky af bedrageri, løgne og voldsom manipulation for halvandet år siden. Det ramte mig som et chok og den smerte, jeg lever med, er stadig næsten udholdelig. Mit problem er, at smerten ikke vil slippe mig og stadig gør helt utroligt ondt. Det andet problem er, at jeg bliver end med at elske min eks, selvom jeg objektivt set ikke har nogen grund til det. Jeg misunder dem, der kan finde heddet, som jeg af og til læser om.

Den korte historie er, at min kone og kæreste gennem det meste af to årtier forlod mig på en måde, der burde have gjort det let for mig at give slip. Jeg opdagede, at hun havde et forhold til en kollega – og det var meget tydeligt at forholdet ikke bare var sex eller et fling. Men et egentligt forhold. Og en meget villet forelskelse, som både i vilde ord og handling til forveksling lignede den forelskelse, vi startede med 18 år tidligere. Løgnene overfor mig havde været skruppelløse. Jeg kunne se tilbage på mærkelige skænderier, der var skabt, for at give hende en undskyldning for at forlade vores hjem. Ture i sommerhuset, hvor hun pludselig skulle gå eller hjem på arbejde (for at mødes med ham) og lod mig være alene med vores tre børn. Aftener, hvor hun skulle tage sig af en syg veninde…og masser af gange, hvor jeg var blevet forladt med børnene. Alle gange for at mødes med sin affære. Jeg opdagede utroskaben ved en tilfældighed – men derefter blev bedraget kun værre. Jeg var fuldstændigt ødelagt. Tabte mig 12 kil på to måneder og sov ikke i et halvt år. Hun sagde retfærdighedsvis tidligt, at hun ville skilles efter afsløroingen – men at forholdet var ovre. Min hjerne kunne ikke tage det ind. For vi havde jo haft et ret fantastisk forhold og bygget en superfin familie op. Hver gang jeg genopdagdede affæren, løgnen og bedraget – det gjorde jeg en håndfuld gange – tog hun mig med i seng og havde sex med mig på stedet. Jeg var helt klasket sammen som en karklud. Da hun endelig flyttede, var det for at være sammen med den nye, hvilket hu stadig er.

Men bedraget og løgnene er fortsat. Også overfor børnene. Hendes fortælling er, at hun gik fra mig, fordi vi skændtes for meget. I perioder er det ikke kun mig, hun har sluppet, men også en ansvarlig forældrerolle.

Et eksempel – da børnene første gang skulle holde jul uden hende, et halvt år efter bruddet, forsvandt hun. Børnene ringede til hendes flere gange for at sige god jul, og hendes forsvinding ødelagde en i forvejen svær aften for dem. Hun havde fået influenza, lød forklaringen. Men i virkeligheden var hun taget på ferie med den nye mand, som på det tidspunkt stadig ikke var nævnt for børnene.

Det har været så tykt, at jeg burde – synes jeg – indse, hvor destruktiv, hun er for mig og hvor langt hun er fra at være den, jeg elskede. Og hvor lidt der er i hende for mig. Alligevel bliver jeg ved med at savne hende (og måske endda håbe lidt på os). Kærligheden er irriterende intakt i mig. Det er i en grad, så jeg reelt ikke fungerer i min dagligdag. Jeg har simpelthen fysisk og psykisk ondt.

Jeg betragter mig normalt som et ret rationelt og stærkt menneske, og det er svært for mig at blive ved med at være i denne smerte. Det hjælper for mig at cutte forbindelsen helt. Men det er svært – og føles forkert – med tre fælles børn, som forventer noget andet af mig.

Noget i mig tørster efter en undskyldning – eller bare en erkendelse – men den ved jeg, at jeg aldrig får.

Jeg bruger også meget energi på at beskytte børnene mod den rigtige fortælling om deres mor (som de jo elsker og ser op til). Så jeg taler hende op. Samtidig har jeg enormt meget lyst til at de skal vide (de er 16,13 og 10), hvorfor jeg er sådan en skygge af mig selv. Kort og godt – jeg aner ikke, hvordan jeg kommer videre?

Mit svar:

Kære ven.

Tak for dit spørgsmål og din åbenhed.

Hvor må det gøre ondt at være der, hvor du er. Når man har været i et parforhold så længe, og som man troede var så perfekt, som det nu engang kan blive, når vi mennesker nu ikke er helt perfekte. At opleve det, at den som man havde 100% tillid til, pludselig havde brudt tilliden. Det må være utrolig smertefuld.

Du skriver, at du stadig har denne forelskelse i dig i forhold til hende og lever i et spinkelt håb om, at hun vender tilbage. Jeg tænker, som jeg også fornemmer i det du skriver, at det sker ikke. Dette betyder, at du må forholde dig til sig selv og finde en vej til at kunne lægge dine følelser et sted, hvor de er mindre smertefulde.

Lige nu fornemmer jeg, at du ud over din egen smerte også bærer dine børns smerte, og det er da prisværdigt, men ikke holdbart i længden. Jeg tænker, at du er nødt til at fortælle dine børn sandheden, så nøgternt som du nu kan. Bedst ville det naturligvis være, hvis du kunne gøre det uden følelser blandet i, men det er umuligt. Prøv at fortælle dem sandheden, for det kan de bedre forholde sig til. Jeg tænker, at de allerede dybt inde godt ved, at det forholder sig anderledes, end du prøver at give udtryk for, men de spiller med på dine følelser for ikke at såre dig.

Jeg tænker også ud fra det, du skriver, at det er en større proces, du skal igennem før du igen får lidt humør tilbage, og den proces tror jeg kræver hjælp udefra, så min anbefaling er, at du opsøger en terapeut, der kan guide dig igennem det svære, for du er efter al sandsynlighed fyldt med selvbebrejdelser, mindreværdsfølelser og vrede, og skal du gennem det, har du brug for hjælp udefra.

Jeg tænker, at det drejer sig om, at du tager vare på dig selv og dine børn, så de kommer så skånsomt ud af situationen som muligt.

En lille ting, du konkret kan gøre er, at du tager en notesbog og skriver dine tanker og følelser ned, råt og usødet, så du på den måde kan få lidt af dine følelser ud. Hav notesbogen liggende ved sengen, så når tankerne kommer, skriver du dem ned. Det er DIN bog, og ingen andre skal læse den, så du kan roligt skrive alt ned.

Jeg ønsker dig lykke til at komme videre i livet.

Kærlig hilsen

Mads